Når børn har traumer – og når vi hjælper os selv, hjælper vi også vores børn
Når et barn har det svært, leder vi naturligt efter noget, vi kan gøre for barnet.
Men nogle gange kan det vigtigste sted at begynde være et andet sted:
Hos os selv.
Det handler ikke om skyld. Det handler ikke om at finde ud af, hvem der gjorde noget forkert. Men det handler alligevel om, at vi ikke giver noget videre, som vi med fordel for alle selv kan tage ansvar for.
Det handler om muligheden for at gøre noget, der kan gøre en kæmpe forskel – for os selv og dermed også for vores børn.
Vi hænger sammen som et spindelvæv
Jeg plejer at sammenligne en familie med et spindelvæv.
Når du bevæger én del af spindelvævet, bevæger resten sig også.
Det behøver ikke være en stor bevægelse. Nogle gange skal der faktisk ikke ret meget til, før noget ændrer sig i hele systemet.
Sådan er det også i en familie.
Vi er tæt forbundet med hinanden. Vi påvirker hinanden med vores stemninger, reaktioner, følelser og måder at være sammen på.
Alle forældre gør det bedste, de kan. Men vi er ikke født med en manual, og der findes ikke én årsagspille, der passer til alle.
En generel løsning bliver let for generel, fordi mennesker ikke er ens.
Derfor tror jeg på, at vi skal finde vores egen årsagspille – den, der passer til netop det menneske og den historie, der ligger bag.
For når vi finder årsagen og arbejder med den, kan der nogle gange ske en stor forandring med en forholdsvis lille bevægelse.
Det er ikke nødvendigvis den billigste løsning målt i kroner og øre her og nu. Men det kan være en lille investering sammenlignet med prisen ved at forsøge at håndtere symptomerne igen og igen uden at finde ud af, hvad der ligger bag.
Når du som forælder går foran og arbejder med det, der er dit, kan du skabe en anden bevægelse i jeres lille spindelvæv.
Og det kan give bedre forudsætninger for hele det større spindelvæv, som familien er en del af.
Det handler ikke om, at børnene skal bære vores traumer. Tværtimod.
For hvis vi som forældre ikke får taget hånd om vores egne sår, risikerer vi, at vores børn kommer til at bære noget, der egentlig er vores.
Og så kan vi ende med at bære både vores egne og deres sår.
Når én begynder at bevæge sig, kan det derfor skabe en bevægelse hos de andre.
Og det er netop her, jeg oplever, at der kan ligge en stor mulighed.
Børn kan også få traumer
Et traume opstår ikke kun efter noget, som vi umiddelbart tænker er voldsomt.
Det kan også opstå, når et menneske oplever noget, som bliver for meget, for svært eller for overvældende til, at det kan blive bearbejdet på det tidspunkt.
Et barn har ikke altid ordene til at fortælle, hvad der sker indeni.
Derfor kan det, barnet har oplevet, i stedet komme til udtryk gennem uro, angst, vrede, tristhed, tilbagetrækning, søvnproblemer, koncentrationsbesvær eller andre reaktioner.
Og nogle gange går der lang tid, før vi forstår, hvad der ligger bag.
Det, der er sket, kan stadig være "på lager" i kroppen og nervesystemet – også selvom der er gået ét, to, tre, fire eller fem år.
Jeg forholder mig ikke til diagnoser. Jeg arbejder med det, der ligger bag det, du oplever. Og selvom man har en diagnose, er man ikke forskånet for at have oplevet traumer.
En diagnose fortæller ikke nødvendigvis hele historien om det menneske, der står foran mig.
Vores egne traumer kan også påvirke vores børn
Det er ikke, fordi vi ønsker at give vores børn vores sår videre.
Men når vi selv bærer på noget uforløst, kan det påvirke den måde, vi reagerer på i relationen til vores børn.
Måske bliver du meget bekymret
Hvis du selv har oplevet afvisning, utryghed eller tab, kan dit barns problemer måske vække en meget stærk bekymring i dig.
Du vil så gerne beskytte dit barn, at dit eget alarmberedskab bliver aktiveret.
Måske bliver du hurtigt vred eller overvældet
Et barns gråd, modstand eller stærke følelser kan ramme noget i os.
Måske reagerer vi kraftigere, end situationen egentlig kalder på, fordi noget gammelt bliver aktiveret.
Det betyder ikke, at vi er dårlige forældre.
Det betyder, at der måske er noget i os, som har brug for omsorg og bearbejdning.
Måske trækker du dig
Hvis du selv har lært at klare svære følelser alene, kan det være svært at være helt tæt på et barn, der har det svært.
Man kan komme til at lukke ned, trække sig eller forsøge hurtigt at få problemet til at forsvinde.
Igen handler det ikke om skyld.
Det handler om at opdage, hvad der sker – og få mulighed for at gøre noget andet.
Når forældre går fra hinanden
Når en familie bliver splittet, påvirker det ofte alle i familien.
Selvom forældrene gør deres bedste, kan et brud skabe sorg, utryghed, konflikter og et spændingsfelt, som børnene mærker.
Og det er vigtigt at sige:
Ingen kommer nødvendigvis igennem et brud, hvor der er børn involveret, uden at få nogle sår på sjælen.
Forældrene kan have deres sår.
Børnene kan have deres sår.
Og det betyder ikke, at nogen har gjort noget forkert.
Det betyder, at der er sket noget, som har påvirket relationerne.
At arbejde med sine egne sår kan derfor være en måde at skabe mere ro i sig selv – og dermed også mere ro omkring sit barn.
Når livet pludselig ændrer sig
Det samme kan gælde, når vi mister et menneske, vi holder af.
Et dødsfald, der kommer pludseligt og uventet, eller en alvorlig sygdom, der rammer som lyn fra en klar himmel, kan sætte dybe spor.
Sorg skal have lov til at være sorg.
Men nogle oplevelser kan også sætte sig fast som et traume.
Her kan traumeterapi være en hjælp til at bearbejde det, der er sket, så sorgen kan få mulighed for at bevæge sig, og man ikke bliver fastlåst i selve oplevelsen.
Målet er ikke at glemme.
Målet er at kunne huske uden at være fanget i det.
Hvis du selv har det svært
Hvis du selv oplever eller har oplevet angst, depression, stress, tankemylder eller stærke reaktioner, kan det være relevant at undersøge, om der ligger noget bagved, som endnu ikke er blevet bearbejdet.
For nogle mennesker handler det om oplevelser fra barndommen.
For andre handler det om relationer, afvisning, tab, chok, skilsmisse, mobning eller andre oplevelser, som har sat sig.
Når vi begynder at arbejde med det, der ligger bag vores reaktioner, kan vi ofte også begynde at forstå os selv på en ny måde.
Jeg arbejder med fortid, nutid og fremtid
Når jeg arbejder med traumer, arbejder jeg ikke kun med det, der skete engang.
Jeg arbejder med fortiden, nutiden og fremtiden.
Fortiden handler om det, der er sket, og som stadig kan påvirke dig.
Nutiden handler om det, du oplever i dit liv i dag – dine tanker, følelser, reaktioner og relationer.
Og fremtiden handler om, hvordan du gerne vil kunne være og reagere fremover.
Jeg arbejder med en metode, der er effektiv til at bearbejde traumer, og som bygger på samme grundprincipper som EMDR. Målet er at hjælpe hjernen og nervesystemet med at bearbejde det, der tidligere har været for svært at håndtere.
For når det gamle ikke længere styrer os på samme måde, bliver der mere plads til at være til stede i det liv, vi faktisk lever nu.
Traumer kan vise sig mange steder
Traumer er ikke nødvendigvis noget, man går rundt og tænker over.
De kan være en del af det, der ligger bag:
Tankemylder og stress
Når kroppen og nervesystemet bliver ved med at være på vagt.
Lavt selvværd og udfordringer i relationer
Når gamle erfaringer med eksempelvis afvisning, ikke at være god nok eller ikke at være vigtig nok stadig påvirker vores måde at se os selv og andre på.
Spændinger og smerter
Når kroppen reagerer på belastning og følelser, som måske ikke altid er tydelige for os selv.
Det betyder ikke, at alle spændinger, smerter eller psykiske udfordringer skyldes traumer.
Men traumer kan være en del af forklaringen, og derfor kan det være værd at undersøge, hvad der ligger bag.
Det handler ikke om skyld – men om muligheder
Hvis du som forælder opdager, at du selv bærer på noget, er det ikke en dom over dig.
Det er en mulighed.
Du behøver ikke vente på, at dit barn bliver voksent, før du begynder at arbejde med dig selv.
Og hvis dine egne omsorgspersoner ikke kunne eller ønskede at tage ansvar for det, du havde brug for som barn, kan du som voksen vælge at begynde den vej nu.
Du kan være den, der bryder mønsteret.
Ikke fordi du skal være perfekt.
Men fordi selv små bevægelser i et spindelvæv kan få betydning for resten.
Mange børn og unge har det svært.
Og mange af deres forældre har det også svært, måske fordi de aldrig selv har fået den håndsrækning, den støtte eller den hjælp, der kunne have gjort en verden til forskel.
Book en uforpligtende telefonsamtale →
Så lad os ikke bruge vores energi på skyld.
Lad os bruge den på at hjælpe hinanden.
For det er muligt at få det bedre.
Det ved jeg ikke kun fagligt.
Det siger jeg med hånden på hjertet – fra det kærligste sted.
Jeg har selv gået vejen mange gange.
De bedste hilsner
Helle Bjergmann